Yin Yoga Boost – Dragon

 

Et hjerteligt velkommen til dette yin yoga boost. Et boost der gerne skal give dig mere balance i krop og sind. Jeg håber, du vil investere de 10-15 min hver dag, gøre noget rigtig godt for dig selv og mærke hvilken forskel en så relativ lille indsats gør for dig.

Den første stilling, du skal lave, er Dragen. Det er en stilling, der åbner godt op i hoften og løsner spændinger her. Du får et godt stræk på forsiden af det bageste ben (lår og hoftebøjer). Derudover får du formentlig også et stræk i det forreste ben, i hasemuskler og baglår.

Hoften er bindeleddet mellem over- og underkrop og derfor meget vigtigt for din krops velbefindende. Det er en intens stilling og det er derfor vigtigt at du lytter til din krop og respekterer ikke at gå for dybt i den fra start.

 Dragon1

Dragon2

::  Sådan gør du  ::

Du stiller dig på alle fire og kommer måske op til kun at stå på knæene. Herfra træder du din højre fod og ben frem med et stort skridt. Din hæl skal gerne være enten under eller foran dit knæ. Så synker du lidt ned i hoften og justerer evt. det venstre strakte ben lidt bagud, så du får et godt stræk på forsiden af venstre hofte.

Juster evt. afstanden mellem dine ben og din højre fods placering. Mærk efter om din højre fod skal lidt ud til højre eller om det er ok, at den er nogenlunde ligefrem. Det kan give lidt mere plads inde omkring hoften, hvis du sætter foden lidt bredere. Så juster lidt og find så ro i stillingen og bliv her i 3-5 min. Hvis din krop vil være med til det, kan du gå længere ned og støtte med hænderne i måtten. Du kan evt. støtte på en pude eller et par blokke/bøger. Du skal fortsat kunne mærke strækket på forsiden af venstre ben/hofte.  Det er vigtigt, at du mærker efter fra dag til dag / side til side, hvad din krop vil og kan netop nu. Respekter det.

Når du har holdt stillingen i ca. 3 min, så kommer du langsomt ud af den igen. Skub blidt fra med højre fod og kom op. Træk nu langsomt det højre ben med tilbage og kom helt ned på maven og ligge i 1-2 min. Lige mærke strækket i kroppen og mærke, hvordan det fortager sig. Begynd så at bevæge dig blidt og kom op og gør klar til at gentage øvelsen til modsatte side.

Du kan evt. hvile lidt længere når du har lavet stillingen til begge sider.

Rigtig god fornøjelse <3