Farvel til astmaen – Ja tak til balance

Jeg har i mange år lidt af astma. Det var værst, når jeg løb og pressede mig selv. Men det slog også ud, når vejret skiftede, når jeg var forkølet, havde høfeber og andre typiske triggere. Så jeg var afhængig af min medicin. At sygdommen var velreguleret.

Jeg blev diagnosticeret i 1997. Har fået rigtig meget binyrebarkhormon og steroider gennem årene. Er blevet udredt flere gange.

 

Nedtrapning

Da jeg blev sygemeldt med stress, tænkte jeg at det var en mulighed for at prøve at trappe ud af alt den medicin. Nu løb jeg jo ikke ret meget mere. Medicin kan være nødvendig, men det er bestemt ikke sundt for kroppen som sådan.

Så jeg stoppede faktisk med min daglige forebyggende medicin fra den ene dag til den anden og tog kun akutmedicinen, når jeg havde brug for det. Sidste sommer lagde jeg også akutmedicinen på hylden.

 

Jeg vil gerne pointere, at det her er IKKE en opfordring til at du skal gøre det samme!

 

Mere balance

Det er en fortælling om, hvordan jeg ved at få mere balance i min krop, være mindre stresset og presset i det hele taget, har lykkedes med at få kroppens egne mekanismer til at regulere og støtte mig. Kroppen kan meget mere end vi tror.

Denne sommer var vi på ferie / til løb i Pyrenæerne. Vi løb i op til 2400 meters højde over havet. Jeg var selvfølgelig spændt på, hvordan jeg ville reagere. Hvordan mine lunger ville have det. De var presset og jeg hostede også noget. MEN ikke mere end andre gør ved løb i den højde. Det har desuden normaliseret sig umiddelbart efter jeg er kommet tilbage til flade Danmark.

 

Jeg tolker det som at jeg nu definitivt må være fri af astma medicinen. At kroppen er sund og i balance på sin egen måde. Og så hjælper det at jeg lytter efter hvilke signaler min krop sender. Hjælper at trække vejret bedre og dybere når jeg løber.

Det hele handler om at lade kroppen hele sig selv.

Mange hilsner
Mette
Kropsbehandler og yogalærer