Har været på en fantastisk tur i skoven i dag. Solen skinner og det giver bare mere energi end gråvejr.

Faktisk valgte jeg ikke at gennemføre den tur, jeg havde tænkt i mit hoved. Jeg havde tænkt en lille runde i skoven, inden den magiske Ravnkilde.

Men runden i skoven – tja det ene skridt tog det andet og det ene lille spor ledte mig på et andet lille spændende spor. Det var det der gik galt og jeg nød det til fulde.

Da jeg så endelig var ved vejen og skulle runden forbi Ravnkilde, stoppede jeg op. Det ville tage ca 15-20min ekstra. Egentlig havde jeg brugt min energi. Havde løbet rigeligt, hvis jeg ikke skulle køre mig selv over.

Jeg skulle også tage hensyn til mit knæ, som er under genoptræning. Det var både svært og ikke svært at tage beslutningen. Jeg måtte lytte efter kroppen – ikke efter hovedet. Jeg må tage en tur til Ravnkilden en anden dag.

I virkeligheden var det sådan en dag, hvor jeg bare kunne blive i timevis i skoven. Bare ikke i løbesko.

Hovedet og kroppen samarbejder efterhånden – det er ok at løbe en tur uden at presse på for at præstere. At det er dejligt at nyde en løbetur. De af jer, der har læst med tidligere eller kender mig, ved at det ikke altid har været formålet med mit løberi.

Naturen er bare så vigtig for mig og mit velvære. Kroppen nulstiller når jeg kommer ud i naturen. Jeg kan trække vejret frit.
Så jeg er nødt til at komme ud i naturen – Nødt til at prioritere det. Kan kun sige – Prøv det 🙂