Advarselslamperne lyser

Advarselslamperne lyste mere og mere intens, inden jeg gik ned med stress

Kroppen er klog og den startede med blide signaler. Da jeg ikke tog dem alvorligt, skruede den blot op for advarsler og symptomer, jo længere jeg blev ved med at overhøre kroppen. Den prøvede faktisk på at fortælle mig noget!

Det var sporten det først gik ud over. Jeg kan huske i februar 2013. Vi stod for at skulle på to ugers ferie i Portugal. Løbeferie naturligvis. Det var sådan, vi holdt ferie. Vi løber, leger turist, slapper af og bare nyder det.

Jeg trængte sådan til at holde fri 

Komme væk og komme ud at løbe uden at skulle passe alt muligt ind i min daglige plan, for at få det til at gå op.

Dagen før afrejse blev der lige presset et vigtigt møde i København ind – jamen selvfølgelig.

Så jeg glædede mig til at komme væk og det var nogle fantastiske dage i Portugal.

Men hverdagen meldte sig jo hurtigt igen, da jeg kom hjem. Mange dage i København og generelt nok at se til.

Det daglige fix

Kroppen var træt efter de to ugers konkurrence/træning og jeg havde mega meget væske i benene. Men det fortog sig hurtigt igen. Var også lidt med nogle muskler, der var ømme og en hæl der drillede lidt, det gik vel over igen. Cyklede MTB i stedet, så jeg fik mit daglige fysiske fix og passede træningen mod sommerens mål.

Ugen efter blev jeg angrebet af et gigantisk høfeberanfald og pollensæsonen var knapt nok starten her midt marts. Formen føles tung og vægten stiger langsomt.

Vægten er en katastrofe

Jeg har før vejet ekstra i vintermånederne og så kunnet tabe dem igen, men ikke denne gang. Det er næsten lige meget, hvad jeg gør, så stiger vægten lidt uge for uge. Ikke meget, men som løber er et kg ekstra jo “nærmest en katastrofe”. Selv om jeg levede af luft, steg vægten. Kroppen holdt på alt hvad den kunne, der var jo krise (det havde jeg bare ikke helt opdaget endnu….)

Langsomt forfald

De næste uger går med arbejde – en del dage i København, hård træning og evt. konkurrencer i weekenden. Biathlon sæsonen er ved at starte op for alvor. Men jeg bliver mere og mere træt i kroppen, der er ikke topspeed i den længere.

Har ondt i maven sidst på træningerne og især under/efter aftensmaden. Jeg begynder at interessere mig endnu mere for, om jeg spiser det rigtige eller om der måske er noget, jeg ikke så godt tåler lige p.t.

Mave, lænd, svimmel, utilpas

Min lænd begynder også at drille. Og ind i mellem går det alligevel ok, kan løbe igennem og synes at jeg er på rette spor. Men flere og flere symptomer dukker langsomt op hen ad vejen.

Sidst i maj måned er jeg til worldcup konkurrence nord for Stockholm. Jeg kan huske, at jeg om lørdagen ikke var særligt godt tilpas. Jeg var sådan lidt konfus og små svimmel. Men jeg valgte at starte alligevel og så se om det gik. Det blev en konkurrence, der blot blev gennemført. Dagen efter var det ok igen fysisk, men mentalt fungerede hovedet ikke og det er jo ellers en fordel på orienteringsløb og skydning.

Overtræning?

Sådan går dagene en efter en. Nogle godt, med gode træninger og andre dage fungerer jeg ikke.

Nogle dage har jeg pludselig ondt i foden eller et andet sted og så går det i sig selv igen. Jeg gearer lidt ned på træningen i dagligdagen, for måske er jeg også lidt hård ved mig selv. Måske lidt mere restitution er det, der skal til. Jeg forsøger at hvile mig ud af det.

Projektet på arbejdet trækker også tænder ud og jeg har rimeligt stort ansvar rent fagligt. Jeg bliver mere og mere flad og skærer mere og mere ned på den daglige træning.

Kan sove når som helst, hvis ellers der var tid til det. Har ikke engang løbeskoene med til København mere. Løber stort set kun i weekenden og overlever til næste weekend.

Overlever fra dag til dag

Begynder at få kramper i musklerne under konkurrencer også. Ingen energi, ingen power. Kroppen er nu for alvor ved at råbe op. Jeg taler med flere om det, for jeg forstår ikke, hvorfor jeg har det sådan. Jeg har jo netop skåret ned på min træning og viser alligevel tegn på overtræning. 

What to do?