Jeg forstår det ikke….

 
Jeg hører, hvad du siger, men jeg forstod simpelthen ikke, hvad det var lægen sagde. Den sommer hvor kroppen slog fra.
 
Men jeg forstod dog, at det var alvorligt og at jeg trængte til ro. Min krop havde forsøgt at råbe mig op i lang tid, mens jeg havde fundet på en masse logiske mulige forklaringer (i min begrebsverden).
 

Sige fra…

Hvis det var fordi, jeg var presset på arbejde, hvorfor havde jeg så ikke sagt fra? Sagt nej. Men jeg følte mig ikke presset på arbejdet. Jo lidt presset, men ikke sådan alarmerende. Jeg havde jo faktisk nok at se til og ansvar både i de daglige opgaver og et stort projekt. Men jeg kunne håndtere det, synes jeg.
 
Jeg havde ikke noget problem. Så derfor havde jeg ikke sagt fra. Jeg havde faktisk sagt nej til nogle flere større opgaver i foråret. Det kunne jeg altså ikke rende med også. Så jeg havde jo sagt lidt fra og resten syntes vel ok.
 

Sygemelding?

Nej det kan jeg ikke! Man kan da ikke bare melde sig syg, fordi man er træt (plus det løse) – og da slet ikke midt i en underbemandet sommerferie. Alligevel var der et eller andet i mig, der trængte så meget til ro og forstod, at hvis jeg nu sygemeldte mig – bare et par dage – så kunne jeg måske komme op til overfladen igen.
 
Jeg vidste et eller andet sted, at det var jeg nødt til. Lægen bad mig om at tænke alvorligt over det og ringe og melde mig syg. Hun ville gerne se mig igen om et par dage – når jeg havde tænkt lidt og så skulle vi tage en snak igen.
 

Jeg trængte så forfærdeligt meget til ro og hvile,

…..så jeg endte med at ringe og melde mig syg. Bare lige indtil jeg havde været ved lægen igen….. Her overtalte hun mig til at sygemelde mig to uger, indtil jeg skulle holde sommerferie.
 
Det var faktisk dejligt med lidt ro og hvile. Jeg havde fortsat slet ikke forstået det der med stress. Men jeg trængte så uendeligt til ro og hvile, så en sygemelding var en måde at få ro i kroppen på.
 
Der gik faktisk lang tid før, jeg forstod det med stressen…..