Sådan en tilbøjelighed, der gør at du altid liiiiige kan fixe et eller andet.
Du er den alle kommer til, for du plejer at fixe tingene?
Som regel smider du, hvad du lige er i gang med og giver din fulde opmærksomhed til din kollega, veninde eller familie.
Lytter og tager action.
Fixer tingene eller i hvert fald sætter gang i det.
Ofte ender du med at have indtil flere opgaver åbne på samme tid. Jonglerer rundt mellem de forskellige ting og holder fat i trådene, så intet bliver tabt på gulvet…..
Hensynsbetændelsen tager nogle gange over. Det er svært at sige nej og sige fra.
Vi vil gerne gøre alle glade
Og vi vil gerne gøre alting godt nok – eller faktisk måske lidt bedre end godt nok. Vi vil gerne yde det bedste vi kan.
Kender du det?
Jeg gør!
Men jeg er blevet meget bedre til at lige trække vejret og mærke efter. Måske er der en anden, der kan hjælpe. Måske haster det faktisk ikke lige med opgaven. Nogle gange er det bare den nemme løsning din kollega vælger.
Ofte er det faktisk ok at sige – ved du hvad, jeg er lige i gang med en opgave her. Jeg kommer hen til dig / ringer tilbage kl xyz senere i dag. Vil du ikke synes, det var ok, hvis du fik den besked?
Selvfølgelig vil vi gerne have hjælp her og nu – og vi vil gerne hjælpe og gøre vores bedste – men vi kan ikke lave alting på en gang.
Hvad med den opgave, du er i gang med? Den bliver jo også nedprioriteret. Din mailboks bliver nedprioriteret. Din frokostpause bliver måske nedprioriteret….
Jeg har fuld forståelse for, at du gerne vil yde dit bedste. Gøre alting godt nok – eller bedre.
Jeg kender det godt. Men det er også det, der er med til at presse os i dagligdagen.
Med til at stresse vores nervesystem.
Du behøver nemlig ikke at være stresset som sådan, for at din krop er i forhøjet alarmberedskab.
Det bliver først til egentlig stress, når de forskellige faktorer akkumuleret set, overstiger de ressourcer, du har. Når arbejdsbyrden samlet bliver for meget. Summen af dem hober sig op og til sidst lyser alarmknappen rødt.
Der bliver overload…
