Nogle gange skal sommerfuglene i maven bare
have luft under vingerne og lov til at blafre frit

For 4 år siden gik min sidste faste løn ind på kontoen.

Den sidste faste indbetaling til pensionsordning og de sidste feriepenge.

Jeg havde mega mange og store sommerfugle i maven, da jeg tog beslutningen.

Men jeg kunne mærke, at det var den helt rigtige. Det var næste skridt.

Jeg var nødt til at gå den nye vej, selvom det var usikkert og selvom det var noget, jeg aldrig havde prøvet før.

Jeg kunne bare mærke inden i, at jeg skulle.

I et halvt års tid havde jeg delt mit arbejdsliv i to.

Jeg passede mit job som økonom og jeg behandlede 1 dag om ugen – eller passede min uddannelse til kropsterapeut, som jeg jo var af sted på 3 dage hver 2-3. uge i 2 år.

På et tidspunkt blev kontrasten mellem de to verdener bare for stor. Det blev så tydeligt for mig hvilken verden jeg trivedes bedst i.

Om det var med ondt i maven?

Nej, det var det faktisk ikke. Sommerfuglene blafrede rundt, men det føltes godt.

Jeg havde en tro på, at jeg kunne det her. Jeg havde en tro på at det ville lykkes. At der var brug for det jeg kunne.

Ikke mindst at det var det rigtige for mig. For at jeg kunne trives.

Jeg havde også en opsparing, jeg kunne trække på – og det er ikke uvæsentligt. Det gav et sikkerhedsnet.

Men jeg havde også den der følelse af, at det kommer til at gå godt. I værste fald, måtte jeg jo finde mig et job igen. Men den tid, den bekymring.

For lige der, bekymrede det mig ikke.

Det var friheden til at være mig.  

Friheden i ikke at have en chef, der bestemte. At der ind i mellem har været en streng chef inden i mig er en anden historie.

Men der var ikke nogen anden der bestemte, at jeg skulle møde fra 8-16 eller hvilken opgave jeg skulle lave.

Det var et af de store vigtige skridt på min rejse.

Det frie liv var startet.

Tænk sig, det er bare 4 år siden. Lige nu føles det som om, det er en evighed.

Det gør det jo, fordi jeg har fundet hjem. Hjem til mig.

Fundet min rette hylde – hvis der ellers er noget der hedder det.

Et skridt ad gangen

Jeg tog et skridt ad gangen i den rigtige retning. Det der føltes rigtigt for mig.

Hvad det endelige mål var, det var jeg ikke klar over.

Men jo bedre kontakt jeg fik med mig selv. Jo bedre kunne jeg navigere efter det og vælge det rigtige for mig.

Det kan vi ikke mærke, når vi presser os selv og knokler derud af.

Når hovedet styrer hele livet, så er der ikke plads til at mærke efter, hvad der er godt for os. Godt for mig.

Det kræver mod og vilje – men på den gode måde.

Men det er bare så vigtigt, at vi er glade når vi vågner op hver morgen.

– og der er en anden vej
En vej med frihed, lethed og blidhed

Kærlig hilsen

Mette

Body Mind Balance