Har du også den der – jeg ville egentlig gerne lave mere yoga, men det bliver bare ikke rigtig til noget i den travle hverdag….. Vi ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering. Men det bliver bare aldrig rigtig til det.
Motivation
Prøv at tænk på, hvor godt du egentlig har det, når du har lavet yoga, hvad enten det er lidt derhjemme eller du har været på et hold. Hvor godt kroppen har det, når du har taget dig tiden. Din krop og din hjerne elsker dig for det og det er vigtigt for at kunne skabe balance i dit liv.
Prøv at vend den om – er det vigtigt for mig, at min krop har det godt – at jeg har balance i mit liv? Hvis det er vigtigt for dig – gør det, det så nemmere at prioritere?
Nogle måder at få det prioriteret på, kan være
– Sæt tid af i kalenderen, skriv det ind eller book dig på et hold, hvis det virker bedst for dig
– Læg måtten frem så den ligger klar derhjemme
Balance
Yoga gør, at jeg er i balance, har balance i mig selv. Jeg kan godt mærke det på min krop, hvis jeg ikke prioriterer det ind i hverdagen. Så derfor vil jeg prioritere, at have tid til det.
Min oplevelse i skoven i dag
Jeg vil gerne dele en oplevelse jeg havde i dag. Jeg har jo været på kursus i 5 dage – intensivt med yin yoga the asian way. Vi lavede blandt andet nogle af de her lidt mere krævende stillinger, som jeg ikke er for god til selv at få lavet – de gør jo “lidt ondt”; toe squat/tock toes m.fl. Men min krop elsker mig for det!
Jeg var ude at løbe orienteringsløb i dag i den lokale skov. Ja det er krævende yang aktivitet, men jeg huskede på at nyde det undervejs og det var fantastisk i skoven (også selv om det lige havde drysset med lidt sne!). Og jeg har jo prioriteret at nyde før jeg kunne yde.
Noget var markant anderledes
Allerede ved de første skridt kunne jeg mærke, at der var noget anderledes. Min krop føltes let og den havde ikke alle de begrænsninger og spændinger rundt omkring – især omkring min hofte og knæ. Der var en fantastisk form for frihed, rum/plads og bevægelse i min krop, som jeg ikke har oplevet i årevis, måske faktisk aldrig. Ja formen er ringe og lungerne hang ud af halsen, men min krop føltes fri og let. En følelse jeg kun har haft, når jeg har været i rigtig god form (som tidligere eliteløber er der forskel på at være i form og rigtig god form).
Mine løbeture de sidste par år, har ofte været tunge, lidt trælse og kun når jeg har fokus på at nyde det og være positiv, har det alt i alt været rigtig fedt. Jeg har dog alligevel slæbt mig ud, for det er jo en dejlig og nem form for motion og jeg har skoven lige uden for døren.
Jeg gik stort ned med stress for 3 år siden og det har sat sine spor i min krop både fysisk og mentalt. Der er rigtig mange spændinger, der sidder dybt i min krop – i hofter, lænd og skulder, nakke. Så det har bare været op ad bakke længe.
Hvor fantastisk – min motivation
Derfor var det her også en helt fantastisk følelse i dag.
Jeg er ikke i tvivl om, at den øgede mængde og prioritering af yin yoga i den sidste uge, har været en vigtig medvirkende faktor i denne frihed. Jeg får normalt lavet yin hjemme næsten dagligt, men som sagt springer jeg også over, hvor gærdet er lavest ind i mellem. Men det her får i hvert fald mig til at tænke – hmmm måske er det værd at sætte bare 15min af hver dag, til også at få lavet de øvelser, der her gør en forskel selvom de gør lidt ondt.
Jeg kan godt finde 15 min hver dag også de dage, jeg har travlt…. kan du også?
Nyde før yde – be kind to yourself ❤