Holder du ferie nu? Husker du at nyde vejret, selvom der ikke er 25gr og sol hver dag? Holde helt fri og bare nyde ferien?
Jeg vil lukke mere eller mindre ned den næste uges tid og selv holde lidt fri. Jeg vil bruge tiden på min egen yoga praksis og bare være, lade op og nyde at holde fri. Det betyder også, at jeg ikke er så meget online. At der heller ikke vil være yoga i parken eller anden undervisning i uge 30 – uanset vejret 🙂
Til gengæld vender jeg tilbage i uge 31 med friske ny-opladede batterier og mon ikke der er lidt nyt til efteråret på vej også.
Sommeren faldt indtil videre i maj måned i 2016. Men så skidt er det vel heller ikke. Det har været nogle dejlige timer i parken ved privathospitalet. Tusind tak for det. Du er med til at gøre det til en stor fornøjelse. Jeg skulle skubbe lidt til mine egne grænser, da jeg kastede mig ud i det, men hvor er jeg glad, for at jeg gjorde det. Det bobler inden i mig. Jeg lyttede til mit hjerte. Der kommer helt sikkert mere yoga i parken, såfremt vejret tillader det.
Du kan selv lave lidt enkelt yoga – blot en enkelt stilling er bedre end ingenting. Det behøver ikke være lang tid, du sætter af til det. Sommerferie tid kan være en god tid til at gøre lidt af det, man ikke ellers får tid til. Måske bliver du så glad for det, at du kan tage det med ind i hverdagene, når de begynder igen.
Er du ude at rejse, hvad enten det er i bil eller med fly, så kan du også have god gavn af en enkelt stilling, når du når frem, så du får lidt cirkulation i kroppen igen.
Det kan være på hotelværelset, i haven, stranden eller hvor du nu er. Det behøver ikke være særligt avanceret, bare bevæg dig lidt, som det føles godt. Det kan være et godt stræk eller en rotation af ryggen og slut gerne af med et par minutter med benene op ad væggen. En af mine ynglings stillinger, som også er god til at falde i søvn på. En blid omvendt stilling, der virker beroligende på nervesystemet.
Hav en fantastisk uge og husk at nyde, give dig selv plads og tid <3
Visninger: 347