Jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste, der liiiige kan nå det, det og det. Og synes jeg har styr på det.

Inden jeg gik ned med stress, så min uge ca. sådan her ud – Og så tænker du måske – du må da være sindssyg…..

Dagligdag!

Op kl 6 (ofte sov jeg egentlig ikke efter kl 4), morgenmad, tjekkede samtidig telefonen, mail mm. Ud af døren 6:45 – husker træningstøj, ekstra snacks mm. Køretid til arbejde ca 1t.

Kører på med morgenrutiner, andre opgaver (mange med deadline), projektopgaver, møder, telefonmøder og har gang i en hel masse opgaver på samme tid. Samtidig var der ofte kolleger, der kom og spurgte om et eller andet. Jeg sad i en servicefunktion og havde stor faglig ekspertise.

Træningen skulle også passes!

Inden jeg kørte kl godt 16, klædte jeg lige om til løbetøj, så jeg var klar til dagens træning på vejen hjem. Så ud på motorvejen igen, stoppe et sted i Rold Skov, løbe efter den plan der var lagt, måske lige nå at handle og så hjem og i bad og få aftensmad. Lige ordne dagens praktiske /administrative opgaver, forberede weekendens evt. konkurrencer, finde tøj mm frem til næste dag.

Ofte var jeg i København og arbejde. Så var det med den tidlige morgenflyver. Var enten sent hjemme eller skulle være der flere dage (så havde jeg selvfølgelig pakket løbeskoene i tasken, så træningen kunne passes om aftenen).

– og i seng senest kl 22- ellers kunne jeg jo ikke holde til næste dag….

Og næste dag, næste dag og næste dag…..

Fridage?

Onsdage havde jeg fri, hvis det var muligt (egentlig ansat 32t). Træning – ofte to løbeture – og en tur på skydebanen. Alle mulige praktiske ting (gøre rent, handle, vaske mm), som jeg ikke nåede til hverdag og konkurrence forberedelse.

Fredag – lørdag – søndag; konkurrence eller hård målrettet træning. Fri?

Planlægning!

Du må da være sindssyg, tænker du nok igen. Ja, det kan jeg godt forstå, at du tænker. For mig fungerede det, hvis det bare var planlagt, og det var jeg mester i!

Men jeg kunne ikke holde til det i længden.