Bliver jeg nogensinde mig selv igen?
Bliver jeg nogensinde normal igen?
De her spørgsmål hører jeg fra næsten alle, der er et sted, hvor fundamentet er gevaldigt rystet.
Og jeg forstår det godt – Jeg har også selv stillet dem
For der var et liv før, og nu er vi pludselig et helt andet sted – som ofte ikke er så rart at være.
Der var en label, en ramme for livet og verden fungerede på en bestemt måde – den er nu brudt sammen.
Vores label hedder måske sygemeldt, stressramt? og det i sig selv kan være vanskeligt nok at fortælle til andre – og ikke mindst håndtere – og acceptere – selv.
Måske kæmper du med, at det er også bare, fordi du ikke kan holde til det, er svag eller ikke er stærk nok, eller….
Det er svært nok at kæmpe med at komme ovenpå igen, men når rammen kollapser, så bliver der rykket ved noget af identiteten.
For hvem er jeg så?
Den label og ramme vi havde, er for en tid ændret.
Måske for evigt.
Men vi er også nødt til at tage diskussionen
– hvad er det vi ønsker os tilbage til?
Ønsker vi os virkelig tilbage til et liv, der har gjort os syge?
Et liv i overhalingsbanen?
For hvorfor er du havnet, hvor du er nu?
-og hvad vil det i det hele taget sige at være sig selv og normal?
Jeg siger ikke, at stress og sygdom er din egen skyld.
Men jeg siger, at vi alle har et ansvar for at mærke efter, hvordan vi har det og sige fra eller stoppe op. Ofte er vi fartblinde eller slet ikke kontakt til os selv på den måde – og så er det, at det går galt.
Jeg selv havde god kontakt, men stoppede ikke nok op. Jeg vidste ikke, hvad der ramte mig. Jeg vidste bare, at jeg ikke havde det godt. Og jeg justerede lidt og kørte så videre, uden at det blev generelt bedre – der var blot noget andet der så larmede.
Så kære dig (og mig)
Prøv lige at tænke tilbage til, hvordan dit liv egentlig var. Sådan rigtigt var.
Ikke kun at du kunne alting, men også hele det pres og uro der fulgte med. Måske søvnudfordringer, smerter, ondt i hovedet, vejrtrækningsproblemer, ondt i maven, svimmelhed, kvalme….. Alle de der ting, der også var der.
Ikke kun de fysiske symptomer, men prøv lige at spørge dig selv, hvor nærværende var du?
Hvor stor en del af tiden tillod du dig at lave lige præcis det du gerne ville? Var du der for dine børn eller andre nær dig? Hvad gik du glip af? Hvor var du nødt til at gå på kompromis henne?
Hvad er det du ønsker dig nu?
Måske du faktisk ønsker dig væk fra følelsen af at være svag lige nu?
Ikke kunne holde til noget?
At du er nødt til at tilpasse din dag og dit liv til dit helbred og ikke bare kan drøne afsted med 200 km i timen?
Måske der er skyld og skam forbundet med tilstanden nu og det at gå ned med stress?
Så hermed en invitation til at reflektere over,
Hvad er det du ønsker dig tilbage til og hvad vil det egentlig sige det at være normal?
Kærlig hilsen
Mette
Body Mind Balance
