Hurra det er sommer!

Sommeren er over os nærmest fra den ene dag til den anden. Kom maj du søde milde…..

Jeg glæder mig sådan over alle de træer, blomster og andet grønt og farverigt, der springer ud. Jeg elsker netop disse dage og jeg imponeres over naturen hvert år. Tænk at et bøgetræ står klar og når vejret er til det, så springer det ud i løbet af en dag. Man kan næsten se det springer ud. Det er da imponerende. Og det er med at nyde det nu – være til stede nu. Hurtigt er træerne sprunget ud og den neon grønne farve fader over i en mere mørk grøn.

Vi har ikke set vores rådyr nogle dage. Til gengæld er egernet i fuld firspring mellem træerne herude. I går var det sågar lige en tur inde ad den åbne havedør og hilse på – indtil den opdagede det og styrtede ud af huset igen 🙂

 

Slåsser du med dig selv?

Har du også noget du går og slåsser med? Jeg har. Som jeg tidligere har skrevet om, så vil min krop ikke altid som mit hoved gerne vil. Efter stressen, så kan jeg ikke det samme som før. Det skal jeg acceptere. Det er som om min krop siger fra, hver gang jeg forsøger at løbe en tur. Men måske jeg er ved at knække koden? I takt med at jeg kommer mere og mere ovenpå, går det lidt bedre. Men i virkeligheden tror jeg det er min indstilling, der gør forskellen. Indtil for nylig har jeg forsøgt at løbe for at nyde det – det har jeg i hvert fald bildt mig selv ind. Jeg vil så gerne.

 

Motion er sundt…

Det er jo dejligt med motion og jeg har det så fedt i min krop, når jeg har ydet noget – eller havde. I jagten på det her adrenalin sus, har jeg nok presset en anelse for hårdt på og forsøgt et eller andet sted at præstere. Jeg er jo konkurrence menneske og det lægger man ikke bare lige bag sig. Jeg tror kroppen næsten per automatik er gået i forsvarsposition hver gang, jeg har forsøgt at løbe en tur. Den husker godt, alt for godt, hvordan jeg har presset mig selv i alle de år – og det vil den måske beskytte mig i mod? Den er ikke helt klar til endnu. Det er lidt min lomme teori….

Jeg kan sagtens køre mig selv over og presse mig selv til at gennemføre et eller andet. Det er det man er så god til som elitesportsudøver – det gør altid ondt et eller andet sted – og det gør ondt at presse sig selv. Mere om det en anden god gang. Hvis jeg gør det i dag, så går min krop går helt i baglås. Jeg er nødt til at have den med.

 

It’s all about the smiles

Men hvad er det egentlig jeg skal nå? I dag var jeg tilmeldt et trailløb i Hammer bakker. Sådan et løb, hvor man løber på de små stier og mtb-spor. Det er for mig et rigtig godt alternativ til motionsløb. Det er lang tid siden, jeg tilmeldte mig. Jeg havde nok håbet, at jeg lige pludselig var flyvende og havde fået trænet ok. Men sådan er det ikke. Men nu var jeg jo tilmeldt. Der var mange seje løbere der skulle løbe både hel og halvmarathon. Jeg skulle blot løbe “rundeløb”. Det vil sige, at jeg selv bestemte om jeg vil løbe en, to eller tre runder. Min krop var ikke helt frisk i morges. Jeg havde taget et godt råd til mig og forsøgt mig på mountainbike i går. Jeg tror tricket var at snyde kroppen lidt – du er ikke ude at løbe, så det her er OK. Og det virkede. Jeg kunne sagtens køre på og presse mig selv lidt her og der også. Det var så fedt.

 

Dagens oplevelse – det er OK

Jeg kørte mod Hammer Bakker i dag. Vejret var fantastisk og jeg besluttede mig for, at tage den med ro fra start, som i virkelig tage den med ro og lægge mig helt bagerst, så jeg ikke lod mig rive med. Derudover var det et løb, hvor man vender og løber modsat for hver omgang. Inden min første runde var slut mødte jeg jo allerede en masse løbere, der var på vej på runde to. De var meget fokuseret. Nogle smilte lidt, når jeg smilte. Så jeg besluttede mig for at heppe på dem alle sammen. Komme med opmuntringer. Og hvilken effekt det havde. Bare det at se, hvordan de livede op eller kom med en opmuntring tilbage, var det hele værd. It’s all about the smiles, not the miles.

 

Nyd det!

Jeg gav mig tid til at nyde udsigten over fjorden og den grønne skov.

Det at jeg i den grad nød turen, tror jeg gjorde at min krop accepterede at vi var ude at løbe en tur. Det endte med at jeg løb 2 runder (dvs. 8,4km) og det havde jeg ikke troet var muligt med den krop, jeg startede med. Jeg vil næsten til enhver tid være i stand til at presse mig selv til at løbe 8,4km, men i dag var det uden pres og på den gode måde og det er jeg egentlig pavestolt af! Maven brokker sig lidt her bagefter, men det er ok. Det føles ok. Jo flere oplevelser jeg kan give min krop af, at det er OK at løbe en tur, jo bedre. Det kan være, at jeg med tiden ikke behøver at arbejde så meget med det, men bare kan stikke af sted og løbe en tur igen.

 

Det er OK

Så hvis du har noget du slåsser med så prøv at tænke positivt, finde glæden i det og NYD DET!

– og det er også ok at sige – det bliver ikke lige i dag