Lamperne lyser rødt
De begyndte faktisk at lyse lang tid før, jeg endelig gik til lægen.
Kroppen er mega klog. Den giver lyd og spænder ben, indtil du hører efter. Den startede med blide signaler.
Da jeg ikke tog dem alvorligt, skruede den blot op for advarsler og symptomer. Jo længere jeg blev ved med at overhøre kroppen, jo mere blev der skruet op.
Derfor var det også sporten, det først gik ud over, da min krop begyndte at protestere.
Hallooooo – Nogen hjemme?
Den prøvede faktisk på at fortælle mig noget.
Jeg var nemlig, ud over at være ansat i finanssektoren, også elitesportsudøver. Egentligt en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv. Men som rigtig mange andre sportsudøvere, så er man nødt til at have en indtægt. Det er kun få, der kan leve af deres sport – eller som i det hele taget får bare lidt betaling.
Jeg ved også godt, hvornår jeg først lagde mærke til mine symptomer.
Vi stod for at skulle på to ugers ferie i Portugal i februar 2013. Løbeferie naturligvis. Det var sådan, vi holdt ferie, min mand og jeg. Vi løber, leger turist og ser fantastiske steder, man ikke kommer ellers, slapper af og bare nyder det.
Men denne gang var det anderledes. Jeg trængte sådan til at holde fri, komme væk og komme ud at løbe – uden at skulle passe alt muligt ind i min daglige plan, for at få det til at gå op.
Vi skulle rejse en torsdag. Onsdag blev der så lige presset en tur til København ind. Et vigtigt møde i Nationalbanken, jamen selvfølgelig.
Så jeg glædede mig til at komme væk. Trængte så meget til det.
Det var nogle fantastiske dage i Portugal. Præcis som vi gerne ville. Bortset fra at jeg var træt. Sådan en grundtræthed, der ikke lige forsvinder på en 2 ugers ferie med sol og lidt varmere vejr (og ja løb, bevares…).
Men det var så skønt bare at være væk og gøre det, jeg allerhelst ville.
Men hverdagen meldte sig jo hurtigt igen, da jeg kom hjem.
Mange dage i København og generelt rigeligt at se til.
Kroppen var træt efter de to ugers konkurrence/træning og jeg havde mega meget væske i benene. Men det fortog sig igen.
Der var også lidt med nogle muskler, der var ømme og en hæl der drillede lidt.
Det gik vel også over igen.
Cyklede mountainbike som alternativ til at løbe, så jeg fik mit daglige fysiske fix og passede træningen mod sommerens mål.
Ugen efter vi kom hjem fra Portugal, blev jeg også angrebet af et gigantisk høfeberanfald og pollensæsonen var knapt nok startet her midt marts.
Formen føles tung og vægten stiger langsomt. Jeg har før vejet lidt ekstra i vintermånederne og så kunnet tabe dem igen, men ikke denne gang. Det er næsten lige meget, hvad jeg gør, så stiger vægten lidt uge for uge. Selv ”at spise ingenting” koster på vægten.
Ikke meget, men som løber er et kilo ekstra her og der jo “nærmest en katastrofe”. Du skal jo selv slæbe det op og ned ad bakke, over stok og sten.
Kærlig hilsen
Mette
Body Mind Balance
Hvis du genkender hos dig selv eller en kollega, ven, familie eller bare en du kender, så søg hjælp.
Tag gerne et kig på mit stress-forløb Mindre stress – mere RO
