Jeg bestilte tid i lægehuset for at få taget nogle blodprøver.

Dengang tilbage i sommeren 2013.

Jeg kom ikke ret tit hos lægen. Jeg havde faktisk ikke nogen fast læge tilknyttet. Det var jo heller ikke nødvendigt, for jeg fejlede aldrig noget. Jeg havde også bare lige brug for at få tjekket vitaminer m.m.

Der var nemlig det, at min krop ikke fungerede. Jeg kunne ikke løbe eller præstere længere. Faktisk kunne jeg i det hele taget ikke hænge sammen længere.

Jeg var uendelig træt og en lang liste af andre ting.

Så der måtte da være noget galt. Måske manglede jeg jern eller hvad ved jeg. De måtte tage nogle prøver, og så kunne de vel se, hvad der var galt.

Sygeplejersken tog alle de prøver, hun kunne komme i tanke om. Da jeg gik, ønskede hun mig god bedring – og at hun håbede, de fandt ud af, hvad der var galt med mig. For et eller andet galt var der da. Det kunne hun da tydeligt se og mærke.

Jeg var ved lægen en uges tid senere, og sørme om ikke alle svar var ganske normale.

Alle værdier lå indenfor det lægerne definerer som normalt (altså efter danske standarder).

Det er faktisk lidt tragikomisk her bagefter.

Jeg havde nemlig taget en seddel med til lægen. Her havde jeg noteret alle de ting, der efterhånden var i vejen med mig. Jeg ville være sikker på, at jeg kunne huske det hele, for hukommelsen var nemlig også lidt presset…