Nu lyser alarmknappen (næsten) rødt
Midt i april 2013 sker der noget, der var meget unormalt for mig.
Der var DM weekend i orienteringsløb på Fanø og vi skulle løbe sprint om lørdagen og ultralang om søndagen.
Mit ambitiøse mål, var at blande mig i kampen om medaljer ved de DM stævner, jeg stillede op i – også selv om orienteringsløb ikke var min første prioritet, men en del af træningen og hovedelementet i biathlon. Men altså deltog jeg mod nogen som havde orienteringsløb som hovedfokus.
Jeg fyrede den af på lørdagens sprint og fik også medalje (tjek). Super godt tilfreds. Sprint var i virkeligheden ikke min spidskompetence. Teknik ja, men højt tempo havde jeg altid skullet arbejde virkelig hårdt for.
Det var så 2 medaljer ud af 2 indtil videre denne sæson (jeg havde jo nemlig allerede vundet dm guld i nat orientering).
Sprinten om lørdagen foregik sent om eftermiddagen og jeg kan huske, at jeg var både sulten til aften og alligevel ikke. Jeg havde presset kroppen max og havde sådan en lidt underlig fornemmelse i maven. Ikke ondt, men heller ikke ok.
Jeg sov så ringe den nat.
Faktisk sov jeg ikke ret meget. Jeg havde ondt i maven, min puls hamrede derudaf, var tørstig og mega træt, men kunne ikke sove.
Min krop kørte på totalt overload.
En ny dag...
Søndag var det jo tid til endnu et DM, så det var lidt skidt ikke at få sovet, men det gik nok, tænkte jeg.
Fanø er fyldt med klitter og terrænet er meget teknisk. Lige noget for mig. Så jeg startede søndagens ultralange DM med at køre på fra start, men der manglede virkeligt et gear eller to.
Ikke så underligt, når jeg ikke havde sovet særligt meget, tænkte jeg.
Men jeg plejer altid at kunne presse mig selv ud over grænsen alligevel. Køre på og knokle af sted. Men det kunne jeg ikke her. Eller jo, det havde jeg jo faktisk allerede gjort. Det kunne jeg først se langt senere.
Alene det at stille til start var at presse citronen alt for meget og denne gang gik den bare ikke.
Min mave gik helt i hårdknude og jeg måtte give op.
Det skete stort set aldrig, at jeg udgik fra en konkurrence.
Jeg har nogle enkelte gange vrikket så meget om på min fod, at jeg var nødt til det. Igennem kunne jeg normalt altid komme. Ved at presse mig selv lidt mere.
Men ikke i dag.
Jeg gav op og gik hjem.
Det var en meget underlig dag.
En meget underlig følelse.
Kærlig hilsen
Mette
Body Mind Balance
Ingen fortjener at gå ned med stress.
Har brug for hjælp, så tag et kig på forløbet Mindre stress – mere ro
