Langsomt forfald
De næste uger går med arbejde i foråret 2013. En del dage i København, hård træning og evt. konkurrencer i weekenden. Biathlon sæsonen er ved at starte op for alvor.
Jeg bliver mere og mere træt i kroppen, der er ingen fart i den længere. Ikke noget ekstra gear at presse på med.
Det er et langsomt forfald.
Har ondt i maven sidst på træningen og især under og efter aftensmaden.
Min lænd begynder også at drille.
Jeg begynder at interessere mig endnu mere for, om jeg spiser det rigtige eller om der måske er noget, jeg ikke så godt tåler lige p.t.
Og ind i mellem går det alligevel ok, hvor jeg kan løbe igennem og synes, at nu er jeg endelig på rette spor igen.
Alligevel dukker flere og flere symptomer langsomt op hen ad vejen.
Sidst i maj måned er jeg til worldcup konkurrence nord for Stockholm. Jeg kan huske, at jeg om lørdagen ikke var særligt godt tilpas. Jeg var sådan lidt konfus og små svimmel. Men jeg valgte at starte og så se om det gik. Jeg skulle nok bare lige i gang.
Det blev en konkurrence, der blot blev gennemført. Men den blev dog gennemført.
Dagen efter var det ok igen fysisk, men nu var det hovedet, der var udfordret. Mentalt fungerede hovedet slet ikke og det er jo absolut en fordel, når man skal finde vej og koncentrere sig om orienteringsløb og skydning.
Overtræning?
Sådan går dagene. Nogle dage går godt med gode træninger og andre dage fungerer jeg ikke.
Nogle dage har jeg pludselig ondt i foden eller et andet sted og så går det i sig selv igen efter et par dage.
Jeg gearer lidt ned på træningen i dagligdagen, for måske er jeg også lidt hård ved mig selv. Måske lidt mere restitution er det, der skal til.
Jeg forsøger at hvile mig ud af det.
Det sektor projekt jeg er involveret i på arbejdet trækker også tænder ud, og jeg har rimeligt stort ansvar rent fagligt.
Jeg bliver mere og mere flad og skærer mere og mere ned på den daglige træning. For mig skete der også noget meget mærkeligt. Jeg begynder at få kramper i musklerne under konkurrencer også.
Det havde jeg ALDRIG haft før.
Kan sove når som helst – hvis ellers der var tid til det. Eller jeg gav mig selv lov til det.
Har ikke engang løbeskoene med til København mere. Løber stort set kun i weekenden og forsøger at overleve til næste weekend.
Deltager heller ikke i helt så mange konkurrencer det forår, som jeg plejer.
Kunsten at overleve fra dag til dag
Kroppen var ganske enkelt bare tom – ingen energi, ingen power.
Kroppen er nu for alvor ved at falde af, tænker jeg.
I virkeligheden var den ved for alvor at lukke ned – sige STOP.
Jeg taler med flere om det. Jeg forstår det ikke. Hvorfor jeg har det, som jeg har det? Der er ikke rigtig noget klart svar eller gode bud. Måske jernmangel eller et eller andet? Måske overtræning? Jeg har jo netop skåret ned på min træning og viser alligevel tegn på noget, der kan være overtræning.
Når jeg kommer på arbejde om mandagen, spørger mine kolleger interesseret i, hvordan det er gået. Jeg må blot konstatere, at min krop ikke ville, som jeg ville – igen….
Nå, jamen det var jo ærgerligt. Men man kan heller ikke være på toppen hele tiden.
Nej, det kan man ikke, men det føltes slet ikke som om, der var nogen top eller mulighed for det.
Ingen fattede mistanke eller stillede spørgsmål.
Men lægen gjorde.
Heldigvis.
Kærlig hilsen
Mette
Body Mind Balance
Ingen skal komme så langt ud som jeg var!
Har du brug for hjælp, så tag et kig på forløbet Mindre stress – mere ro
