urkraft body mind balance natur skoven kalder

Rebellen vækkes i mig ...

Rebellen vækkes ekstra meget i mig i disse dage. Urkraften, det der ligger dybere end klippegrunden. Det der er vores, helt inde på celleplan.

Jeg bruger ekstra megen tid ude og i skoven. På det nære og det nærende. På at bruge min krop fysisk, skabe kontakt og sanse mere.

Jeg mærker det som et modsvar på alt den her AI. Man kan jo ikke gøre noget længere, uden AI er inde over. Hverken søge eller kontakte kundeservice uden at skulle igennem en AI-robot. Med alt det data-, energi og køleforbrug det medfører.

Det giver mig lyst til at være rebelsk og at gå mod strømmen – vælge noget andet. Måske hvis vi er nok, så kan fødderne for alvor tale gennem vores daglige valg.

Jeg mærker også en træthed i at skulle promovere mig selv, min forretning, mine bøger og ydelser. Være på hele tiden, eller forære alt væk gratis, så modtageren får noget enten i opslag eller indbakken i form af gode råd eller løsninger. Selvfølgelig i den rette form så algoritmen ser mit opslag. Men hvor mange har egentlig brug for 3 enkle metoder til at regulere nervesystemet med, når det faktisk ikke er så enkelt?

Jeg er træt af platforme, der bestemmer over mine data og over om mit indhold overhovedet bliver set, hørt og dermed i sidste ende kommer ud til dem, der er har brug for det.

Det handler ikke om

… at stille sig frem og være autentisk. Det har jeg intet problem med. Jeg ved hvem jeg er, hvad jeg står for og hvad jeg tilbyder. Og du finder IKKE AI-genererede opslag eller grafik her på profilen. Det føles så falsk i mit system. Det er ikke nærvær og nærende.

Men jeg er træt af at skulle passe ind i et bestemt format for at følge nyeste trend og algoritmen. Hvis ikke jeg gør det, så kommer mine opslag slet ikke ud i verden. Du får dem ganske enkelt ikke at se.

Så er alt det jeg har på hjertet ”ligegyldigt”. Så kan jeg ikke gøre en forskel. – og når noget trender, så bliver alt i øvrigt ens.

Hvis jeg alligevel prøver at passe ind i kassen, reglerne, algoritmen, så mister jeg energien på det, allerede inden start. Jeg har brug for at dele frit.

Hvad gør jeg så i stedet?

Jeg ved det ikke (endnu).

Jeg ved, jeg er her for at gøre en forskel og det elsker jeg. Men det kan jeg ikke være i det helt usynlige felt eller i et format, hvor det ligner alt det andet, bare for at passe ind, og for så at drukne i mængden.

Jeg kommer til at lege lidt med det tror jeg. Måske kommer der flere indlæg her på min blog på hjemmesiden og lidt flere nyhedsbreve ud, til dem der faktisk har bedt om det.

Det må komme an på en prøve.

Kærlig hilsen

Mette

Body Mind Balance

 

LIVSKRAFT & FUNDAMENT 🌱🔥

Inspiration til dig der vil mere her i livet

Tak, fordi du læste med. Hvis du kunne lide indlægget, så hop med på mit nyhedsbrev.

Her får du inspiration, der er brugbar og giver anledning til relektion.

Mailen er kort og konkret og dukker kun op, når jeg har noget på hjertet.